Lær at tegne - også som voksen

Lær at tegne – også som voksen

Hvornår satte du dig sidst ned med tuscher, farver og blyanter og tegnede? I børnehaven? I folkeskolen? Måske er det så længe siden, at du efterhånden knapt kan tegne en tændstikmand? Det betyder ikke, at du skal opgive tegneriet. For der er mange gode grunde til at tegne – også som voksen.

Tegning er godt for hjernen


Kreative aktiviteter har en terapeutisk effekt og forbedrer både din finmotorik, dit velvære og dit mentale helbred. Ikke mindst kan regelmæssige, kreative udfoldelser hjælpe din hjerne til at holde sig frisk og plastisk. Der er altså mange gode grunde til at tegne, selvom du er voksen.

Hvis du er som de fleste voksne, er timerne med tuscher, vandfarver, farveblyanter og papir et fortidslevn. Det er synd – for der er mange kognitive fordele ved at lave kreative sysler, uanset om det er tegning, strikning eller noget helt tredje.

Hvordan bliver man god til at tegne?

Børns hjerner er som køkkensvampe, når det kommer til læring. De suger indtryk og viden til sig – og lærer hurtigt at blive gode til nye færdigheder.

Som voksen er det noget sværere at lære sig nyt – men det er bestemt ikke umuligt! Så længe du har motivationen og lysten, kan du også få nye færdigheder i voksenlivet. Og du kan også lære at tegne – også selvom du ikke har tegnet siden folkeskolen.

Find det rigtige sted og en god arbejdsstilling

Det er vigtigt, at du er godt tilpas, når du skal tegne. Sæt dig et sted, hvor du kan lide at sidde. Det kan være din spisestue, dit hobbyrum, dit kontor – eller måske på en bænk i den park, du altid går tur i.

Det vigtigste er, at du føler dig godt til rette. Selvfølgelig er det også nødvendigt med en god arbejdsstilling, så du ikke får ondt i ryggen.

Følg din udvikling

Det er motiverende at se sin egen udvikling. Måske synes du ikke, at du bliver bedre, selvom du øver dig hver dag i flere måneder, men prøv at finde dine tegninger med de første spæde streger frem fra gemmerne i ny og næ, efterhånden som du udvikler dig. Du vil med sikkerhed blive overrasket over din udvikling – og det virker motiverende.

Vælg det rette udstyr

Vilje, motivation og træning er en nødvendighed, hvis du vil lære at tegne. Men udstyret er naturligvis også vigtigt.

Til at starte med kan du nøjes med en almindelig blyant og et viskelæder. Vi kan anbefale at bruge stiftblyanter. De er typisk mere ergonomiske end almindelige blyanter, så du ikke får ondt i hånden, men de giver også en tyndere og mere præcis streg, uden at du skal have blyantspidseren frem hele tiden.

Efterhånden som du udvikler dig, kan du investere i bedre udstyr. Det kan for eksempel være Pentels Colour Brush, som er en vandbaseret tusch til alt fra akvareller til layout og illustrationer.

Graphgear1000 (PG1017) er creme de la creme indenfor stiftblyanter.

Øv dig – igen og igen!

Dette er nok det vigtigste råd af dem alle sammen: Øv dig, øv dig, øv dig – igen og igen og igen. For hvis du vil være god til noget, kan du ikke komme uden om at øve dog – med mindre du er et gudsbenådet naturtalent.

Man siger, at det kræver mindst 10.000 timers øvelse at blive rigtig god til noget. Hvis tegning blot er en afslappende hobby for dig, er 10.000 timer måske et urealistisk mål. Men du kan jo starte med 100 eller 1.000 – måske finder du lysten og motivationen til at sætte et par ekstra nuller på timeregnskabet?