3 smarte tips til permanente markere
Hvis du ikke allerede har en permanent marker liggende indenfor rækkevidde i dit hjem, kunne det være en idé at få fat i en. For en permanent marker kan bruges til alt muligt smart.
Her får du 3 smarte måder, du kan bruge sådan en fætter på:
- Gør udløbsdatoen synlig og minimér dit madspild
“Sidste anvendelsesdato: Se siden af glasset”. Ja, og så kan man stå længe og prøve at lokalisere en halv-udvisket datomærkning.
Andre gange kan en vare holde sig et bestemt antal dage efter åbning – men hvornår åbnede man egentlig den smøreost eller leverpostej?
Skriv datoen direkte på emballagens låg med en permanent marker. Så får du overblik over, hvor længe tingene i dit køleskab holder. Og minimerer dit madspild. - Hold styr på rengøringssvampe og opvaskebørster
Har du prøvet at komme til at bruge den opvaskebørste, der ellers er dedikeret til hundens madskål, til at vaske op med. Ikke så lækkert, vel? Skriv “HUND” eller “GRYDER” direkte på børstens hoved – så kommer ingen i familien til at bruge den forkerte børste.
På badeværelset er det endnu mere vigtigt at holde tingene adskilt. Den svamp, man gør toilettet rent med, skal ikke bruges til andet! Med en permanent marker kan du skrive direkte på svampen og undgå ulækre misforståelser. - Skriv navn i dine børns sko (og tøj!)
De fleste forældre har oplevet, at deres barn kommer hjem fra børnehave eller SFO uden deres sweater, regntøj eller noget helt tredje. Eller med forbyttede sko. Nogle gange er det bare én sko, der er forbyttet – endda i en anden størrelse.
Med en permanent marker kan du skrive navn direkte på det mærke, som sidder i tøjet i forvejen. Og i sko kan du skrive navnet på sålen. Det holder – og smitter ikke af på strømperne.